Upcycle Studio

Område

Upcycle Studio er beliggende i Ørestad syd, som er en bydel i hastig udvikling. Her er mange nye moderne nybyggerier, men også kort afstand til skøn natur i Kalvebod Fælled, som er en del af Naturpark Amager. I Kalvebod Fælled er der mulighed for at cykle, bade, spille golf eller gå en tur på de mange stier i det åbne landskab. Nyder man at være aktiv, kan man også anvende aktivitets- og idrætsfaciliteterne på bydelens PLUG´N´PLAY område, hvor man kan bl.a. kan spille basket, fodbold og beachvolley. 

Det tager omkring 10 minutter at gå til metroen og ca. 5 minutter at komme til motorvejen i bilen, hvilket gør det let at komme til og fra studie og arbejde. Med metroen har man nem adgang det meste af København med blot nogle få stop – uddannelsesinstitutioner, shopping, kultur.

Boligerne

Byggeriet

Byggeriet består af 20 rækkehuse og er ikke opført som karrébebyggelse som størstedelen af bebyggelsen på Ørestad Syd ellers er, men har derimod gaderum på begge sider. 

Omdrejningspunktet for Upcycle Studios er genbrug, ressourceudnyttelse og cirkulær økonomi. Målet med byggeriet er at gøre op med den store mængde affald, som byggesektoren genererer. Udover at mindske affald, er upcyclingen også med til at reducere byggeriets CO2-udledningen med op til 80%. Byggeriets fokus harmonerer i stor grad med den stigende fokus på bæredygtighed i samfundet. 

For at sikre den bedst mulige udnyttelse af boligerne, er boligerne gjort fleksible, således at de både kan anvendes som ét lejemål og som delelejemål. 

Materialer

Byggeriet er opført i byggeaffald – en ressource med mange muligheder, som dog ofte forbliver uudnyttet. I Upcycle Studio har man genanvendt vinduer, beton og træ, hvilket både er med til at skabe sjæl i bebyggelsen og reducere udledningen af CO2. De genanvendte vinduer stammer fra almene boliger i Nordjylland, betonen stammer fra Københavns metrobyggeri, og træet er overskudstræ fra Dinesen. Derudover er der solceller på taget og varmepumper, hvilket gør boligerne energieffektive og uafhængige af ekstern varmeforsyning. Hvis man ønsker at blive yderligere selvforsynende, er der lavet mulighed for, at man kan etablere nyttehaver på tagene, hvor man bla. kan dyrke grøntsager og krydderurter. Boligerne har derudover egen parkeringsplads, garage og tagterrasse. 

Byggeriet vandt i 2019 Danish Design Award i kategorien “Save Resources”, fordi bygningen illustrerer, hvordan nye bygninger i upcyclede materialer kan facilitere en cirkulær økonomi. Byggeriet vandt på grund af den nytænkende anvendelse af materialer og det flotte design. I den forbindelse blev det anerkendt, hvor vigtigt det er med projekter med fokus på upcycling, da affald i byggesektoren udgør godt en tredjedel af verdens affald.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *