Området
Gefion Group har omdannet en gammel charmerende ejendom fra 1884, der tidligere husede Østerborgerdyd Skole til eksklusive ejerlejligheder. Lejlighederne ligger på én af Østerbros helt centrale adresser – på hjørnet af Stockholmsgade og Dag Hammarskjöld Allé. Lejlighederne har udsigt til det grønne, smukke Østre Anlæg og ligger lige over for Oslo Plads og tæt på Østerport station. Området er kendt for sine smukke brede alléer, små grønne åndehuller og charmerende bygninger. Der er ikke langt til indkøb af dagligvare og i nærområdet ligger også flere anerkendte kulturinstitutioner samt et stort udvalg af spisesteder.
Boligerne
Ejerlejlighederne i den smukke ejendom på Stockholmsgade 59 er på mellem 71 og 183 kvadratmeter, fordelt på 2 til 4 værelser. Alle materialer er nøje udvalgt, så de passer til ejendommens udtryk og er af høj kvalitet. Det er eksempelvis det nordjyske firma TREND Køkken/Snedkeri, der har lavet køkkenerne. Gulvene er hvidolierede lamelplanker i eg fra svenske Tarkett, der i over 130 år har produceret nogle af verdens bedste trægulve.
Ejendommens facade har beholdt sit oprindelige udtryk med de smukke røde, gamle mursten. Vinduer og tag er skiftet, men er fortsat tro mod den oprindelige stil. Der er lavet nye altaner med betonbund og sorte værn, som forstærker den oprindelige historiske arkitektur. Øverst er der etableret fælles og private tagterrasser med skifergrå flader og rå trædæk, der i dén grad giver følelsen af “at bo på taget”. Fra tagterrasserne er der en fantastisk udsigt over det gamle København.