Området
Slår man vej gennem det skønne Aarhus Ø, kan man ikke undgå at se den karakteristiske hvide bygning som med sine 11 spidser former et isbjerg. Aarhus Ø er en nyere bydel i Aarhus, som huser flere ejendomme med flotte arkitektoniske udtryk. Bydelen blev grundlagt i 2008, og er fortsat under udvikling. Når bydelen står færdig, regner man med, at den vil huse omkring 10-12.000 indbyggere og op mod 10.000 arbejdspladser.
Aarhus Ø danner også ramme om det aarhusianske havnebad. Her kan man nyde en kold dukkert eller tage et spring fra vippen. Ved havnebadet er der også linet op med boder, hvor man både kan finde en bid mad eller nyde en kold forfriskning i sommerperioden.
Aarhus Ø ligger klods op ad Aarhus C og Riis Skoven. Bosætter man sig i Isbjerget, er man dermed tæt på både byliv, vand og grønne områder.
Boligerne
Fordelt i de fire bygninger, som danner ramme om Isbjerget, er 208 lejligheder, hvoraf 49 af lejlighederne er til leje og de 159 er ejerboliger. Alle lejlighederne har enten en altan eller en terrasse – de fleste i en isblå farve, som bliver lysere og lysere jo højere man kommer op. Lejlighederne rummer alt mellem 55 til 227 kvadratmeter. De egner sig derfor både til singlen, parret, den store familie eller livsnyderne som gerne vil have godt med plads.
‘Isbjergenes spidser’ er blevet bygget forskudt af hinanden på sådan en måde, så havudsigten til lejlighederne er blevet udnyttet bedst muligt, og der trænger en masse lys ind ad vinduerne.
Lejlighederne er moderne og lyse, og afspejler et traditionelt skandinavisk design – dog med et skævt udtryk. De trekantede vinduer og skrå vægge, skaber nemlig lidt ekstra charme. Nogle af lejlighederne har endda på forskudte plan, hvilket tilføjer endnu mere stemning bag de fire mure.
I ejendommene er der elevator, og derfor er det nemt og bekvemt at komme op i de allerøverste lejligheder. Under byggeriet er der også en parkeringskælder, hvor en p-plads kan tilkøbes. Lejlighederne har depotrum i kælderen.