Nordbro

Området: 

Nordbro er placeret centralt på Nørrebro og huser både på studielejligheder og almindelige lejelejligheder. Byggeriet er beliggende på Borgmestervangen med kort afstand til Nørrebrogade og Nørrebro Station. Her er S-tog, metro og busser tilgængelige, hvilket gør det let at komme til og fra studie og arbejde. Der er også både dagligvarebutikker, daginstitutioner og skoler i kort afstand fra Nordbro. Helt ideelt i en travl hverdag. 

Nørrebro er en livlig bydel. Her er et stort udvalg af restauranter og cafeer med menukort mad fra forskellige kulturer, herunder bl.a. thailandsk, italiensk og amerikansk samt mange forskellige barer og natklubber. 

Nørrebro er dog meget mere end fest og farver, der er også skønne grønne områder i Superkilen og på Assistens Kirkegård. Ønsker man lidt fra begge verdener, kan man slentre ned af Elmersgade, som er bydelens shoppinggade. Her er der liv i gaderne men samtidig også en hyggelig og afslappet atmosfære. 

Er man ikke bekendt med Nørrebro, kan man udforske området og andre steder i København med “Know Your ´Bro”-appen, som kan tilgås via www.knowyourbro.dk

Byggeriet:

Nordbro opføres af Danica Pension og omfatter 388 studielejligheder og 122 3- og 4-værelses lejligheder. Byggeriet består af seks punkthuse og et tårn, hvoraf studielejlighederne er placeret i de seks punkthuse og nederst i tårnet. I punkthusene forefindes 1-værelses studielejligheder med fælleskøkkener og eget tekøkken og bad. På tårnets 1-8 etage forefindes større 1-værelses lejligheder med soveafsnit og 2-værelses lejligheder. Disse er velegnet til to personer og indeholder køkken og bad. Studielejlighederne udbydes kun til studerende, men i de større studielejligheder, er der kun krav om, at én af beboerne er studerende. 

På tårnets 10-28 etage er der 2-4 værelses lejligheder i størrelserne 60-113 m2. Fra dem er der en enestående udsigt over København. De er indrettet med moderne køkken- og badeværelseselementer. Lejlighederne kan lejes af alle, og de større lejligheder er velegnet til familier og bofællesskaber. 

Ved Nordbro er der stort fokus på fællesskab, og tårnets tagterrasse, fælleshus og Brobar giver rig mulighed for at tage del i naboskabet og udvide sin horisont. Ambitionen med byggeriet er at skabe samhørighed og gøre Nordbro til åben og aktiv del af kvarteret. Det er ikke kun fællesskab, men også forskellighed, som i fokus ved Nordbro. Her ønsker man at omfavne den mangfoldighed, som Nørrebro er kendt for og gøre plads til alle, uanset hvem de er, og hvor de er i livet.

Nordbros faciliteter er forbeholdt beboerne, men på tårnets 29 etage er der en udkigsplatform, som kan besøges af offentligheden på lørdage mellem 11-14. Dette skyldes, at tanken bag Nordbo er at innovere og udvikle bydelen. Dorthe Keis, som er partner i Arkitema Architects udtaler: “Tårnet er et nyt varemærke for bydelen. Det er vigtigt for os, at Nordbro inviterer omverdenen ind, så det ikke er en lukket enklave, men rent faktisk giver noget tilbage til Nørrebro.”

Der er muligvis fortrinsret til lejlighederne, hvis man er medlem af Danica Pension.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *